|
Jeg er Alice Andersen, 56 år og har alle dage været
en rigtig aktiv motionist. Jeg har løbet 10 maraton, deltaget
i triatlon, vandret i bjerge og har cyklet 3-400 km om ugen.
Af Alice Andersen
I efteråret 2000 var jeg som sædvanlig ude på
min racercykel, hvor jeg så bliver påkørt af
en bil, som kommer direkte imod mig på cykelstien. Mit ene
ben blev ødelagt med flere brud og knuste knogler. Min
rygsøjle blev slået skæv, bækkenets led
skred og mit højre håndled brækkede. Senere
er der tilstødt refleksdystrofi i skulderleddet. Jeg kan
faktisk kun gå få skridt og det under store smerter,
så det var en ulykke som jeg stadig har store mén
og smerter af.
Engang i april kom jeg i kontakt med Connie Hansen. Lynhurtigt
sendte hun Petrabrochure og en videofilm. Jeg blev helt vild i
varmen for at prøve at løbe på Petra. Jeg
talte også i telefon med Mansoor Siddiqi (DHIFs Petra-løb
landskoordinator). Han fortalte mig lidt om Petra og om mulighederne
og nævnte at der var en som havde løbet maraton flere
gange på Petra.
23. maj var en lykkelig dag, da skulle Connie komme med Petra.
Hvor var jeg lykkelig da jeg kom op på den. Tænk at
kunne bevæge begge ben så hurtigt og komme fremad.
Nu kan jeg komme i skoven og færdes ude, nyde naturen,
vind vejr og mennesker og er uafhængig af andre.
Løberuter
Jeg løber på cykelstier, stille villaveje, i
skoven og byen. En herlig ting er, at jeg selv nu kan løbe
de
3 km til fysioterapi. Utrolig dejligt at jeg ikke skal vente på
taxa eller Falck for at de skal hente mig. Petra er alle tiders
når jeg skal en tur i byen i Frederiksværk. Det går
så fint ud og ind imellem folk. Børn og voksne har
været meget interesserede i Petra og sagt: Sikke
et herligt køretøj!
Jeg har prøvet at løbe på Petra, hvor Joe
(min mand) løb ved siden af. Det gik rigtig godt, selv
om det kneb at følge med op ad bakke.
Glæden ved at bevæge sig
Når man har været så glad og aktiv en motionist
er det meget smerteligt på mange måder ikke længere
at kunne bevæge sig frit! Så jeg er utrolig glad for
at løbe på Petra, og som min læge sagde sidst,
jeg var dernede, kunne han se, at jeg så meget mere glad
og tilfreds ud. Det var blot 1 måned efter at jeg havde
fået Petra.
Nu hvor jeg har løbet Petra i 2½ måned har
jeg fået det meget bedre i kroppen. Jeg har ikke den uro
i benet og som det allerbedste er jeg begyndt at gå lidt
bedre. Min ryg er blevet lidt bedre. Jeg har ikke de voldsomme
smerter. Jeg kan nu løbe lange ture på 10-20 km med
indlagte pauser! Den raske arm (venstre) har jeg nu også
fået en armstøtte til, da jeg var begyndt at sidde
skævt og på de lidt længere distancer blev træt
i ryggen og ikke kunde finde hvile.
Uheld og skader
Jeg har været rigtig uheldig! På min første
alene-tur kom jeg med for meget fart på skråt ud over
en fortovskant og væltede. På røntgen kunne
de se et brud i skulderområdet. Jeg kom dog hurtigt så
meget til hægterne at jeg ikke længere gad at sidde
og have ondt af mig selv og så tog jeg en tur på
min Petra - jeg skulle jo udnytte den måned jeg havde den
på prøve. Prøveperioden var dog alt i alt
så positiv på mange måder at jeg var meget glad,
da min kommune bevilligede mig Petra-cyklen som hjælpemiddel.
På ret kort tid er jeg igen blevet en inkarneret motionist
med trang til udfordringer og oplevelser. Jeg kommer langt omkring
her oppe i Frederiksværk og omegn. Mine gener, skavanker
og handicaps er aftagende og har fået en modsætning
gennem de muligheder Petra giver mig.
Endnu en gang har jeg dog været uheldig, da jeg ville
gå ned af en stejl bakke den havde ca. 20 % hældning
jeg mistede kontrollen og væltede. Resultatet var
en fraktur i håndleddet. Så jeg må nok lære
at være lidt mere forsigtig!
Petra-lejren
Jeg havde en utrolig dejlig dag på Petralejrens Åbent-hus-dag.
Det var rigtig spændende at møde de andre Petra-løbere.
Det var rigtig herligt at løbe på bane i konkurrence
med andre, såvel som at mærke den stemning igen. Så
føler jeg virkelig, at det er den samme stemning som før,
når jeg dyrkede idræt.
Det var herligt at være sammen med andre og høre
om deres erfaringer. Marcel fortalte jo gladelig om sine erfaringer
og alle hans maratonløb. Jeg må jo nok sig, at jeg
har været meget modtagelig for information.
Jeg var utrolig ked af, at jeg kun kunne være med den
ene dag. Det er allerede en måned siden nu, men det har
sat meget i gang, jeg har ligesom fået et helt nyt syn på
tingene. Jeg har fortalt vidt og bredt om hvor herligt dette arrangement
var og hvordan det kunne lade sig gøre at løbe på
bane. Jeg var helt oppe at ringe tænk at det kunne
lade sig gøre. Det er en hel ny verden, som åbner
sig for mig og jeg glæder mig allerede til næste
år.
I mellemtiden glæder jeg mig blandt andet til at deltage
i fællestræningerne hos Mansoor på Frederiksberg
stadion og forbundsmesterskabet i Skive.
|